Jeg går til kernen af hver historie med et nuanceret blik og et skarpt øje for detaljer
Jeg vil være journalist, fordi jeg har en ustoppelig trang til at snuse rundt i samfundets kroge. Min nysgerrighed er bundløs, og den viden, jeg opnår, vil jeg gerne dele med andre. Får jeg samtidig modtageren til at trække på smilebåndet eller løfte et øjenbryn, er jeg lykkelig.
Det er vigtigt for mig at blive til en dygtig journalist. Derfor går jeg praktikken i møde med gåpåmod, glæde og ydmyghed.
Jeg vil lave nyhedsjournalistik, der informerer, engagerer og giver stof til eftertanke. Jeg vil grave dét spadestik dybere for at nå til bunds i en kompliceret sag – og jeg vil gøre det på en letfordøjelig måde. Jeg vil også gerne helt tæt på. Tæt på mennesker og deres historier, for det er der, man rigtigt kan mærke en histories vægt.
… Men stop lige en halv, hvem er du egentlig? Tænker du måske. Det har jeg prøvet at koge ned til en bouillonterning. Jeg er typen, der hilser og giver hånd til alle i et selskab, uanset hvor stort det er. Generelt gør jeg en dyd ud af at være ordentlig og nuanceret i mit møde med verden og menneskerne i den. Jeg tror nemlig på, at man kan lære meget ved at sætte sig i andres sted, selv når de står langt fra én selv. Derudover gør jeg mig altid umage, både i mit journalistiske arbejde og i mine relationer som ven og kollega.
Jeg nørder den journalistiske arbejdsproces og elsker at skabe et fedt produkt. Derfor har jeg arbejdet som frivillig dagsredaktør og radiovært på Uniradioens formiddagsprogram ManFred, hvor jeg har stået for at producere live-programmer til universitetsstuderende i alderen 20-30 år. Det indebærer alt fra idégenerering og research til segmenter, forberedelse af manuskripter til udsendelsen, uplining af gæster og lave interviews og reportager. Derudover er jeg en haj bag teknikpulten og har oplært flere nye værter.
Jeg beskæftiger mig naturligvis også med en masse journalistik på skrift, som jeg i den grad er dedikeret til.
Jeg drømmer om en praktikplads, hvor jeg kan anvende og udvikle min faglighed og samtidig udvide min journalistiske værktøjskasse, herunder skarpere interviews og stærkere historieformidling. Jeg glæder mig til at blive udfordret, og jeg er bestemt ikke bleg for at kaste mig ud på dybt vand, hvor jeg fastholder fokus på stabilitet og deadlines.
Udvalgte produktioner
Her kan du se et udpluk af de produktioner, jeg har lavet. Både i forbindelse med mit studie, min praktik hos Sjællandske Nyheder og mit frivillige arbejde hos Uniradioen.
Nyt trådhegn skal holde fulde folk ude fra byggeplads: – Mod dumhed kæmper selv Gud forgæves
Sjællandske Nyheder
Skuespiller åbner nyt koncept i centrum: – Til alle dem, som har brug for at finde hjem igen
Sjællandske Nyheder
Farlige fliser: Folk risikerer at falde på grund af ujævn og løs belægning
Sjællandske Nyheder
Reportage fra dronning Margrethes fødselsdag
Sendt live på formidagsprogrammet ManFred på Uniradioen
Dragør Kommune mangler stadig pædagoger i daginstitutionerne: »Vi tager det alvorligt«
NetAvisen
FOLA om pædagogmangel: »Du vil hellere have en læge til at operere dig end en sygeplejerske«
NetAvisen
Som trommeslager, der producerer beats i sin fritid, har jeg en interesse i og kendskab til de nyeste musiktrends. I øjeblikket er jeg blandt andet særligt nysgerrig på, hvordan kunstig intelligens vil påvirke musikindustrien, og hvad det kan betyde for den enkelte kunstner, når kunstig intelligens både kan imitere din stemme – men også, hvordan du ser ud.
Jeg interesserer mig også for...
En legeplads for nørderi gennem RUC-projekter
Nedenfor ses nogle af de problemstillinger, som jeg har interesseret mig særligt for gennem mit studie og derfor også er blevet klog på. Noget fedt ved RUC er nemlig, at man skriver et længere projekt i grupper hvert eneste semester. Her får man lov til at gå i dybden med selvvalgte problemstillinger.
Derfor har jeg et forspring, når der skal støves spændende historier op inden for disse emner.
Bachelorprojekt: EU i energikrise
I mit bachelorprojekt dykkede jeg ned i EU’s indre for at undersøge, hvordan Frankrig og Tysklands nationale forhold påvirker deres positionering inden for energi- og forsyningspolitik i EU.
Iran i Afghanistan: En regional magtkamp
I dette projekt undersøgte jeg det regionale forhold mellem Iran og Afghanistan. Heri hvordan Irans økonomiske og politiske interesser indirekte har modvirket vestens demokratiseringsproces i Afghanistan.
Kina i Afrika - Rød drage over savannen
Projektet afdækkede, hvordan man kan forstå Kinas investeringer i de afrikanske lande.
Kunstig intelligens i den offentlige forvaltning: Velfærdsstat versus retsstat
I dette projekt undersøgte jeg anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor, og hvilken betydning det har for velfærds- og retsstaten i Danmark.
Facebook som samfundsaktør – The Blue Power Arises
I dette projekt forsøgte jeg at belyse Facebooks magtposition i verdenssamfundet. Dette med udgangspunkt i Facebooks udelukkelse af nyhedsmedier i Australien som modsvar på den australske regerings medielov fra 2021.
Aktivistisk klimajournalistik – et brud med de traditionelle nyhedsnormer?
Unge mediebrugere efterspurgte i højere grad en aktiv stillingtagen for klimahandling i journalistikken. Det fremgik af rapporten Danskernes brug af nyhedsmedier 2022. Projektet udforsker derfor, hvad der adskiller aktivistisk klimajournalistik fra journalistiske normer i klassisk nyhedsformidling – og om det har konsekvenser for objektiviteten.
Læs eller download CV
Hov - telefonens browser har lidt problemer med at vise CV-pdf'en. Venligst brug knappen til at downloade filen i stedet.
Jeg glæder mig til at høre fra dig!
mobil
.
Eva Nylander Thomsen © 2024 Alle rettigheder forbeholdes
.